INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord
Homer Odysseen, 800 fvt
Sofokles Antigone, 430 fvt
Platon Phaidros, 340 fvt
Det gamle Testamente Første Mosebog, 200 fvt
Det ny Testamente Lukasevangeliet, 50-63
Augustin Bekendelser, 397
Islandsk håndskrift Njals Saga, 1300
Dante Den guddommelige komedie, 1321
Boccaccio Decameron, 1349
Shakespeare Hamlet, 1601
Cervantes Don Quijote, 1605
Molière Tartuffe, 1664
Defoe Robinson Crusoe, 1719
Voltaire Candide, 1759
Rousseau Emile, 1762
Goethe Den unge Werthers Lidelser, 1774
Brødrene Grimm Grimms Eventyr, 1812
Dickens Oliver Twist, 1837
Flaubert Madame Bovary, 1857
Dostojevskij Forbrydelse og straf, 1865
Ibsen Et Dukkehjem, 1879
Nietzsche Således talte Zarathustra, 1885
Freud Drømmetydning, 1899
Kafka Processen, 1914/25
Joyce Ulysses, 1922
Mann Doktor Faustus, 1947
Anvendte udgaver

FORORD

De nationale litteraturhistorier og kanons er knyttet til det enkelte lands identitet. De skildrer de litterære værker og forfatterskaber som åndelige arsenaler, hvoraf nationens kulturelle vitalitet er dannet. I de sidste ca. tredive år er der udkommet bemærkelsesværdigt mange danske litteraturhistorier.
    Samtidig har kulturelt interesserede i flere århundreder haft et vist kendskab til europæisk kultur, historisk, arkitektonisk, religiøst, og man har dyrket dens bedste litterære værker. De har udgjort et stort uordnet reservoir, hvoraf snart dette, snart hint, er blevet trukket frem til støtte for skiftende kulturelle strømninger eller dyrket efter individuelle præferencer. Skiftende vinde har taget dem.
    Der foreligger nu en situation i Europa, hvor man forsøger at fastholde og udvikle dets nationalstater til et fællesskab. Entusiasmen for projektet er svingende. Måske giver et udvalg af denne kulturs litteratur mening i den sammenhæng. Der er jo tale om et enormt landskab med en grænse mere end to tusind år bagude ved Odysseen og Første Mosebog. Hvor man sætter grænsen ved nutiden, og hvor tæt en række af værker, man ser for sig, er et spørgsmål om øjet, der ser, og viljen, der vælger.
    Jeg har brugt mere end halvdelen af mit professionelle liv på dansk litteraturhistorie, undervist, forsket. Som tænkemåde og professionel disciplin tilføjer litteraturhistorie en art nytte til litteraturen, der jo i sig selv, værk for værk, er blevet til for sin egen skyld. Nyttiggørelsen består i at tilskrive digtningen en almen kulturel orden og betydning, der anses for væsentlig for den folkelige enhed, hvori den er opstået. Det ville være for stor en mundfuld for denne bog. Jeg tilstræber i al korthed at fremstille værkerne i deres egen ret, dvs. sådan som de i sin tid er skrevet for deres egen skyld. Derudover lader jeg dem stå i den kronologiske orden, hvori de er blevet skrevet, og som jeg har bevæget mig frem i.
    Men arvesynden har naturligvis indfundet sig, nemlig i udvælgelsen. Et klassisk litterært værk er et, der behandler et væsentligt menneskeligt emne, individuelt, kollektivt, religiøst, som skildrer sit emne dybtgående, differentieret, æstetisk sammenhængende og enestående, og som endelig er repræsentativt for sin tid og levedygtigt over tid. Ét af kriterierne for udvælgelsen af de seksogtyve værker, ét for ét, er altså tanken om deres respektive stilling, deres ry i europæisk kulturhistorie. Dette kriterium krydser altså det andet, mit personlige, i et aldeles uoverskueligt omfang. Men jeg har søgt værker, der står centralt i de perioder, hvor de er skrevet, og som kan anses for repræsentative for deres samtid.
    Det har været en fornøjelse at bevæge mig frem fra værk til værk, i rå kronologisk orden, med massiv ubevidsthed om anden litteraturhistorisk orden, og efterhånden gøre dette spor i verdensdelens kultur til „mit“ – taknemmelig for at den stiller et sådant kunstnerisk og åndeligt reservoir til rådighed som min fortid.
    Det begrænsede antal værker, seks og tyve, der her er valgt, gør ikke alene rækken overkommelig for et liv af gennemsnitslængde. Dertil kommer, at det også presser udvælgelsen på en fordelagtig måde. Udvalget kalder uundgåeligt på kritiske synspunkter. Jeg kunne fx hævde, at…jamen et værk af Balzac må jeg da have med! Ok; men ville listen vinde ved at blive et værk længere? Og hvis ikke – så gælder udskiftningsprøven – hvilket værk skal ud til gengæld for Balzacs, og hvorfor? Listens begrænsning sætter uundgåeligt en sådan fornøjelig argumentation i gang, hvilket har sin egen værdi. Beskrivelsen i det følgende af de enkelte værker udgør en implicit argumentation for og imod. Vigtigst er dog ønsket om at give et billede af de enkelte værker i perlerækken, der begrunder deres placering i top-26.
    Antallet seksogtyve kipper med flaget for en betydelig forgænger, Harold Blooms The Western Canon (1994). Til forskel for nærværende overskrider hans fremstilling Europas grænser, og går også fra de enkelte værker til forfatterskaberne. Til gengæld udelukker Bloom tiden før Dante.
    Eventuelle relevante danske værker er udeladt, fordi dansk kultur og litteratur udgør den udvælgende synsvinkel. Mit blik er opdraget af en dansk uddannelsestradition, og jeg holder ærbart mine egne udenfor konkurrencen. At denne synsvinkel i sin uundgåelige mandlighed også har udeladt eventuelle berettigede værker af kvindelige forfattere, vil man sikkert finde mere kontroversielt. Så er det frem med udskiftningsprøven! Under alle omstændigheder udgør rækken et fantastisk tilbud af europæisk kulturs kvindebilleder. Og et rimeligt pensum til et litteraturstudium.
    Vi begynder altså otte hundrede år før vor tidsregning.
    God fornøjelse!